Du er her:
Kjæmpehøien, 2. versjon
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
HIS: 295
HU: 279
KJÆMPEHØIEN
DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT
HIS: 296
HU: 281
Personerne
RODERIK, en gammel Eneboer
BLANKA, hans Pleiedatter
GANDALF, Søkonge fra Norge
ASGAUT, en gammel Viking

HROLLOUG,
JOSTEIN og
FLERE VIKINGER
HEMMING, en ung Skjald i Gandalfs Tjeneste
Handlingen foregaaer paa en liden Ø ved Sicilien, kort før Christendommens Indførelse i Norge.
HIS: 297
HU: 283
En aaben Plads, omgiven af Træer, nær ved Strandbredden. Til Venstre i Baggrunden en antik Tempelruin. Midt paa Scenen en stor Kjæmpehøi, hvorpaa en Bauta, omvunden af Blomsterkrandse.
1ste Scene
Roderik sidder skrivende til Høire. Til Venstre Blanka i en halvt liggende Stilling.
BLANKA
Aftenrødens sidste Luer
Bølge som et Hav ibrand.
Der er tempeltyst ved Strand,
Tyst som under Løvets Buer.
Sommeraftnens milde Fred
Daler som en Due ned,
Svæver som en Svane over
Skovens Blomst og Havets Vover.
I Orangekrattet blunder
Fortids Guder og Gudinder,
Høie marmorhugne Minder
Om en Verden, som gik under;
Troskab, Tapperheden, Dyden
Staa forstenet, dødt og rigt, –
Gives vel et mere ligt
Billed paa det sjunkne Syden?
HIS: 298
(reiser sig)
Men min Fader har fortalt
Om et Land bag fjerne Bølger,
Hvor et frodigt Liv sig dølger,
Ei et meislet eller malt.
HU: 284
Her er Guddomslivet veget,
Spores kun i Stenens Træk, –
Der det aander, kraftigt præget,
Som en Kjæmper stærk og kjæk.
Og naar Aftnens lumre Stilhed
Tynger knugende mit Bryst,
See, da stiger Nordens Billed
For mit Øie sneebelyst.
Her er smuldrende Ruiner,
Døsig Dvale tung og blød, –
Der er styrtende Laviner
Foraarsliv og Vinterdød!
Hvis jeg havde Svanehammen
– –
RODERIK efter en Pause, skrivende
« Da, hedder det, har Ragnarok forsonet
De vilde Kræfter, vakt et luttret Liv;
Alfader, Balder og den milde Freia
Skal styre Askurs Æt i Fred paany.»
(efter et Øieblik at have betragtet hende)
Men Blanka, see, nu drømmer du igjen;
Du stirrer tankefuld igjennem Luften,
Hvad søger du?
HIS: 299
BLANKA
nærmer sig
Tilgiv mig, gode Fader!
Jeg fulgte kun et Stykke Vei med Svanen,
Som fløi paa hvide Vinger over Havet.
RODERIK
Og hvis jeg ikke havde standset dig
I Flugten, du min unge, fagre Svane!
Hvem veed, hvor langt du da var fløien med,
Maaskee til Thule.
BLANKA
Hvorfor ikke det?
Did flyver Svanen jo ved Foraarstid,
HU: 285
Men vender dog hvert Efteraar tilbage.
(sætter sig ved hans Fødder)
Dog jeg er ingen Svane, kald mig heller
En fangen Falk, der sidder tam og tro
Med gylden Ring om Foden.
RODERIK
Nu, og Ringen?
BLANKA
Det er min Kjærlighed til dig, min Fader!
Ved den du bundet har din unge Falk!
Den kan ei fly, selv om den vilde det.
(reiser sig)
Men seer du vel, naar Svanen seiler let
Henover Bølgen, som en Sky for Vinden,
Da maa jeg mindes hvad du har fortalt
Om Heltelivet i det fjerne Thule.
Da tykkes mig at Fuglen er en Snekke
Med Dragehoved og med gylden Fløi;
HIS: 300
I Stavnen skuer jeg den unge Helt
Med Kobberhjelmen om de gule Lokker,
Med Øine blaa, med mandigt hvælvet Bryst,
Med Sværdet knuget i den stærke Høire.
Jeg følger Helten paa hans raske Færd,
Og mine Drømme tumle sig om Snekken,
Og lege, overgivent som Delphiner,
I Phantasiens dybe, svale Bølger.
RODERIK
Du er en Sværmerske, mit gode Barn;
Jeg frygter næsten, at din Tanke dvæler
For tidt hos Folket i det høie Norden.
BLANKA
Og hvis er Skylden, Fader, om saa var?
RODERIK
Du mener, at jeg selv –?
BLANKA
O ja, hvad Andet?
Du lever selv jo kun i Mindet om
Dit Ungdomsliv blandt Nordens stærke Helte;
Og nægt det ei: saa tidt du melder om
Den raske Kjæmpefærd, om Dyst og Holmgang,
HU: 286
Da luer Kinden og dit Øie gløder,
Det tykkes mig, du vorder ung paany.
HIS: 301
RODERIK
Vel sandt, men jeg har ogsaa Grund dertil;
Jeg har jo selv blandt Nordens Helte levet,
Og alt hvad Mindet hvisker mig om dem,
Det er jo Blade fra min egen Saga;
Du derimod, som fostredes i Syden,
Som aldrig saa de sølvblaa Vinterfjelde,
Som aldrig hørte Ludurhornets Klang, –
Hvor kan det fængsle dig hvad jeg fortæller?
BLANKA
O siig, behøver Mennesket at see
Og høre Alting med de ydre Sandser?
Har ikke ogsaa Sjælen Blik og Øre,
Hvormed den lytte kan og skue grant?
Med legemlige Øine seer jeg vel
Den rige Farveglød, som Rosen eier;
Men Sjælens Blik kan i dens Bæger see
En deilig Alf med Sommerfuglevinger,
Som skjælmsk sig skjuler bag de røde Blade
Og nynner om en lønlig Magt fra Himlen,
Der skjænkte Blomsten Farvepragt og Duft.
RODERIK
Vel sandt, min Datter!
BLANKA
Fast jeg skulde tro,
At just fordi jeg ikke skued selv,
Saa staaer det Hele mere skjønt for Tanken.
Saa gaaer det idetmindste dig, min Fader, –
De gamle Gudesagn og Heltekvæder,
Dem mindes du og taler om med Lyst
Og ridser dem paa Pergament med Runer;
HIS: 302
Men hvis jeg spørger om dit eget Liv
I Nordens Egne, mørknes tidt dit Øie,
Din Læbe tier og det tykkes stundom
Som om din Barm blev Hjem for tunge Minder.
RODERIK reiser sig
Nævn ikke mere derom, gode Barn!
HU: 287
Hvo er vel den, hvis Ungdomsminder ei
Er blandede med mangt et bittert Nag?
Du veed, Normannerne er vilde Kjæmper –
BLANKA
Men er da Sydens Kriger mindre grum?
Har du forglemt hiin Nat for ti Aar siden,
Dengang de Fremmede paa Kysten landed
Og plyndrede –
RODERIK med synlig Uro
Nok derom, lad os gaa.
Det lakker alt mod Aftentide; – kom!
BLANKA idet de gaae
Giv mig din Haand!
(standser)
Nei vent!
RODERIK
Hvad fattes dig?
HIS: 303
BLANKA
For første Gang har jeg idag forglemt –
RODERIK
Hvad har du glemt?
BLANKA pegende mod Høien
See Stenen der og Krandsen!
RODERIK
Det er –
BLANKA
Den gamle, visne fra igaar;
Jeg har forglemt at bytte den i Aften, –
Dog – lad mig følge dig til Hytten først,
Saa gaaer jeg siden ud paa Blomsterfangst:
Violen dufter bedst, naar Aftnens Dug
Har badet den i blanke Perlevover,
Og Rosens Knop er ingentid saa smuk,
Som naar den plukkes mens den barnligt sover.
De gaae ud til Venstre i Baggrunden.
(Fortsættes)
HIS: NaN
KJÆMPEHØIEN
DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT
(Fortsættelse fra forr. No.)
2den Scene
Gandalf og Vikingerne komme fra Høire.
ASGAUT
Her er vi snart ved Stedet.
GANDALF
Hvor? lad see!
ASGAUT
Nei vent kun lidt til vi er bagved Skoven.
HU: 279
Paa Klippeskraaningen mod Havet stod
En Rest af Muren, da vi drog afsted,
Den staaer der sagtens endnu tænker jeg.
JOSTEIN
Hør, sig os Drot, hvad kan det baade os
At traske om som Narre her paa Holmen?
HROLLOUG
Ja, sig, hvad skal vi?
GANDALF
Tie, skal I, tie!
Og lystre blindt hvad Eders Konning byder.
HIS: 305
(til Asgaut)
Det synes mig forresten som I har
Gjort altfor ryddigt Huus da sidst I var her.
I kunde sagtens have levnet lidt
For mig og for min Hævn.
HROLLOUG
Du er vor Konning,
Og Troskab svoer dig dine Mænd paa Thinge;
Men da vi fulgte dig i Ledingsfærd,
Saa var det for at vinde Ry og Hæder.
JOSTEIN
Og Guld og Skatte, Hrolloug, Guld og Skatte!
FLERE
Ja, det er Loven, Gandalf, Agt for den!
GANDALF
Jeg kjender Loven vel saa godt som I;
Men var det ei fra gamle Tider Skik
Og Vedtægt mellem os, at naar en Frænde
For Fiendehaand blev fældet og hans Lig
Laa ubegravet som et Rov for Ravnen,
Saa maatte Blodhævn til?
NOGLE
Jo, saadan er det!
GANDALF
Saa værer rede da med Sværd og Skjold,
I har en Drot at hævne, jeg en Fader.
Bevægelse blandt Vikingerne.
HIS: 306
JOSTEIN
En Drot?
HROLLOUG
En Fader?
GANDALF
Vent, jeg vil berette
Hvad der er hændt. I veed min Fader var
En vældig Viking. Tolv Aar er det siden
HU: 280
Han sidste Gang en Vaar drog ud i Leding
Med Asgaut der og sine gamle Kjæmper.
To Aar han flakkede fra Strand til Strand
Og gjæsted Bretland, Valland, ja selv Blaaland;
Til Slutning hærjed han paa Sikiløi,
Og hørte der berette om en Høvding,
Som boed her paa Holmen i et Slot
Med stærke Mure bygget op paa Fjeldet
Og der var kostelige Skatte gjemt.
Ved Nattetid han landed under Stranden,
Og Borgen hærjed han med Ild og Sværd;
Selv var han foran som en ægget Bjørn
Og i Berserkergangen saa han ei
Hvordan hans Kjæmper segned rundt omkring ham.
Og da det første Daggry randt i Øst,
Laa hele Borgen rygende i Gruus;
Kun Asgaut stod igjen med nogle Faa.
Min Fader og vel hundrede med ham
Var redet gjennem Flammerne til Valhal.
ASGAUT
Jeg heiste Snekkens Seil i høien Raa
Og vendte Stavnen hjemad imod Norden;
Der søgte jeg forgjæves efter Gandalf,
HIS: 307
Den unge Ørn var fløien over Havet
Til Island eller Færø, blev mig sagt.
Jeg stævned efter ham, men fandt ham ei,
Dog Navnet kjendte de saavidt jeg foer;
Thi skjøndt hans Drage fløi som Sky for Stormen,
Saa fløi hans Rygte dog paa bedre Vinger.
I Sommer, veed I, traf jeg ham tilslut
Det var i Velskland; jeg beretted ham,
Hvad der var skeet, hvordan hans Fader endte,
Og Gandalf svoer ved alle Valhals Guder
At tage blodig Hævn med Ild og Sværd.
JOSTEIN
Det er en gammel Skik og den bør agtes.
HU: 281
Men hvis jeg havde været Konning Gandalf,
Saa var jeg bleven liggende i Velskland,
For der var Guld at vinde.
HROLLOUG
Hæder med!
GANDALF
Det er Jer Troskab mod den faldne Drot.
JOSTEIN
Nu, nu, godt Ord igjen, jeg meente blot –
Den Faldne kunde vente.
ASGAUT med undertrykt Forbittrelse
Usle Slægt!
JOSTEIN
Men siden vi nu engang er her –
HIS: 308
HROLLOUG
Ja
Saa lad os reise ham et værdigt Minde!
NOGLE
Ja, ja!
ANDRE
Med Brand og Blod!
ASGAUT
Det kan jeg lide!
GANDALF
Og nu afsted at speide rundt om Øen;
Thi end i Nat skal Hævnen være fuldbragt,
Hvis ei, saa maa jeg falde selv.
ASGAUT
Det svoer han.
GANDALF
Det svoer jeg dyrt ved alle Valhals Guder!
Og end engang jeg sværger –
HEMMING med en Harpe over Skulderen, har under det Foregaaende nærmet sig mellem Kjæmperne, og udbryder bønligt
Sværg ei, Gandalf!
GANDALF
Hvad gaaer der af Dig?
HIS: 309
HEMMING
Sværg ei her i Skoven!
Her kan ei vore Guder høre Dig.
I Snekkens Stavn, i Nord paa vore Bjerge
Der høre de Dig nok, men ikke her.
ASGAUT
Har Sydens Pestluft smittet ogsaa Dig?
HEMMING
I Velskland hørte jeg de fromme Præster
Fortælle deiligt om den hvide Christ,
Og hvad de sagde svæver for min Hu
Ved Nat og Dag, det vil ei meer forsvinde.
GANDALF
Jeg tog Dig med fordi Du alt som Gut
HU: 282
Forraadte Tegn paa rige Skjaldekræfter;
Du skulde see min djærve Ledingsfærd,
Og naar Kong Gandalf sad som graanet Gubbe
Ved Egebordet mellem sine Kjæmper,
Da skulde Drottens unge Skjald forkorte
Den lange Vinterkveld med Heltekvad,
Og saa til Slutning sjunge mig mit Drapa;
Thi Mindet reist af Skjaldetungens Lyn
Er bedste Bauta over Heltens Gravhøi.
Gaa nu, slæng Harpen væk og put Dig selv
I Munkekutten, hvis det lyster Dig!
Ha, ha, Kong Gandalf faaer en dygtig Sanger!
Vikingerne gaae ind i Skoven til Venstre; Hemming følger dem.
HIS: 310
ASGAUT
Det er en muggen Tid vi lever i,
Det bærer ned ad Bakke med vor Tro
Og vore Sæder fra den gamle Tid;
Held mig! min Nakke luder alt af Ælde,
Mit Øie skal ei skue Nordens Fald;
Men Du, Kong Gandalf, Du er ung og stærk,
Og hvor Du færdes i det vide Fjerne,
Saa kom ihu, at det er Kongeværk
Om Folkets Guder og dets Kraft at værne!
Han følger efter de Øvrige.
GANDALF efter en Pause
Han har ei nogen freidig Lid til mig,
Vel at han gik! Der ligger som en Tyngsel
Paa mine Skuldre, naar han er mig nær.
Den gamle Steenmand med de barske Træk!
Han ligner Asathor, som stod med Mjølner
Og Styrkebæltet hugget ud i Graasteen
I Offerlunden ved min Faders Gaard.
Min Faders Gaard! Hvo veed hvordan det nu
Seer ud derhjemme paa de gamle Tomter!
Ja Fjeld og Skov er sagtens end de samme,
HU: 283
Men Folkets Bryst? – Har det de gamle Strænge?
Nei, der er falden Meeldug over Tiden,
Og det er den, som suger Nordens Saft
Og tærer giftigt paa dets bedste Blomster.
Vel, jeg vil hjemad, redde hvad der end
Staaer til at redde før det styrter sammen.
(efter en Pause, idet han seer sig om)
Hvor der er lifligt her i Sydens Lunde,
HIS: 311
Min Graneskov har ei saa stærk en Duft.
(han bemærker Høien)
Hvad nu? En Kjæmpegrav? Den gjemmer nok
En Landsmand fra de gamle friske Dage!
En Kjæmpegrav i Syden! det er billigt,
Thi Syden gav os jo vort Ulivssaar.
Hvor her er vakkert! Jeg maa tænke paa
En Vinterkveld, da jeg som liden Gut
Sad paa min Faders Knæ ved Arneflammen,
Mens han fortalte mig om vore Guder,
Om Odin, Balder og den stærke Thor,
Og da jeg nævnte for ham Freias Lund,
Saa skildred han mig den som Lunden her;
Men da jeg vilde vide lidt om Freia,
Hvordan hun selv saa ud, da smaalo Gubben
Og satte mig paa Gulvet ned og svared:
«Det vil en Kvinde nok fortælle Dig!»
(lyttende)
Tys! Fodtrin gjennem Skoven! Rolig Gandalf!
De bringe Førstegrøden af Din Hævn.
(træder tilside saaledes, at han er halvskjult mellem Buskene tilhøire)
(Fortsættes)
HIS: NaN
KJÆMPEHØIEN
DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT
(Fortsættelse fra forr. No.)
HU: 279
3die Scene
Gandalf. Blanka (med Egeblade i Haaret og en Kurv med Blomster kommer fra Venstre).
BLANKA beskjæftiget med at flette en Blomsterkrands
Der risler Kilder i de grønne Dale,
Der gynger klare Bølger under Strand;
Men Kildens Rislen, Bølgens sagte Røst
Har ei saa stærk en Magt, som hine Blomster,
Der favnes søsterligen Bryst ved Bryst
I tætte Klynger rundt om Høiens Side;
De mane mig ved Nat og Dag herhen,
Her er det godt at længes og at drømme.
See nu er Krandsen færdig, Heltens Bauta
Saa haard og kold skal dølges under den;
Ja, det er smukt! (visende mod Høien) Et undergaaet Liv
Med Kjæmpekræfter, dybt i Muld begravet,
Og Mindet som til Efterslægten taler
En iiskold Kampesteen, som hiin paa Høien;
Da kommer Kunsten og med venlig Haand
Den plukker Blomster ved Naturens Bryst,
Og dækker Mindets haarde Kampesteen
Med hvide Lilier, duftende Kjærminder.
( hun stiger op paa Høien, hænger Krandsen over Bautastenen og siger derpaa efter en Pause)
HIS: 313
Nu seiler atter mine Drømmes Flok,
Som Trækfuglskaren over Havets Bølger;
Jeg drages did, hvorhen min Længsel stunder,
Og villigt følger jeg den skjulte Magt,
Som har sin Kongestol i Sjælens Dyb.
Jeg staaer i Norden, er en Kjæmpers Brud,
Og speider som en Ørn fra Fjeldets Tinde.
HU: 280
Bag blanke Bølger dukker Snekken frem;
O flye som Maagen mod din Fædrestrand!
Jeg er et Sydens Barn jeg kan ei vente; –
Jeg river Egekrandsen af mit Haar,
Tag den min Helt! den er det andet Bud,
Der hilser Dig – min Længsel var det Første.
( hun kaster Krandsen. Gandalf træder frem og griber den)
Hvad nu? Der staaer –
(hun gnider Øinene og stirrer forundret paa ham)
Nei det er ingen Drøm.
Hvo er Du, Fremmede? Hvad søger Du
Ved Stranden her?
GANDALF
Stig ned af Høien først
Saa kan vi tales ved.
BLANKA stiger ned
See saa, her er jeg!
(afsides idet hun betragter ham)
Ringbrynjen over Brystet, Kobberhjelmen
Aldeles som min Fader har fortalt.
(høit)
Tag Hjelmen af!
GANDALF
Hvorfor?
HIS: 314
BLANKA
Saa gjør det dog!
(afsides)
To klare Øine, Lokker som en Kornmark,
Aldeles som jeg saa ham i min Drøm.
GANDALF
Hvo er Du, Kvinde?
BLANKA
Jeg? et fattigt Barn!
GANDALF
Dog vist den Fagreste som Øen eier.
BLANKA leende
Den Fagreste? Ja, det kan være muligt,
Thi her er ingen Anden.
GANDALF
Ingen Anden?
BLANKA
Med mindre, at min Fa’er, – men han er gammel
Og har et sølvgraat Skjæg saa langt som saa –,
O nei, saa troer jeg dog jeg vinder Prisen.
HU: 281
GANDALF
Du har et lystigt Sind.
BLANKA
Ei altid, Du!
GANDALF
Men siig mig dog, hvordan det hænger sammen
Du lever ene med Din Fader her,
HIS: 315
Og jeg har dog saa sikkert hørt berette,
At Øen skulde være rigt bebygget.
BLANKA
Det var den engang, for en treaars Tid;
Men – ja det er en sørgelig Fortælling,
Dog Du skal høre den, ifald Du vil.
GANDALF
Javist jeg vil!
BLANKA
Seer Du, for tre Aar siden –
(sætter sig)
Kom, sæt Dig ned!
GANDALF træder et Skridt tilbage
Nei, sid kun Du, jeg staaer.
BLANKA
For tre Aar siden kom en væbnet Flok
Af Røvere, Gud veed hvorfra, til Øen;
De plyndred rundtomkring, hvor de drog frem
Og myrded Alt, hvad levende de fandt,
De Faa, som kunde, redded’ sig ved Flugten
Og søgte til min Faders Borg, som laa
Paa Klippepynten ikke langt fra Havet.
GANDALF
Din Faders, siger Du?
HIS: 316
BLANKA
Javist, min Faders.
Det var en skyfuld Aften, da de stormed
Mod Borgeporten, trængte gjennem Muren,
Brød ind i Gaarden, myrdede for Fode;
Jeg flygtet angstfuld ud i Nattens Mulm
Og søgte mig et Skjulested i Skoven.
Jeg saa vort Hjem at hvirvles op i Flammer,
Jeg hørte Skjoldebrag og bange Dødsskrig.
Tilsidst blev Alting tyst; thi Alt var myrdet. –
Den vilde Skare drog mod Stranden ned
Og seiled bort. Den næste Morgen sad jeg
HU: 282
Paa Klippen ved de rygende Ruiner.
Jeg var den Eneste de havde skaanet.
GANDALF
Men Du fortalte jo, Din Fader lever.
BLANKA
Min Pleiefader; vent, nu skal Du høre!
Jeg sad paa Klippen sorgfuld og beklemt
Og lytted til den rædselsfulde Stilhed,
Da lød det som et dæmpet Suk fra Dybet
I Klippekløften under mine Fødder;
Jeg lytted bange, steg tilsidst derned
Og fandt en Fremmed blødende og bleg.
Jeg nærmed mig saa bange som jeg var,
Forbandt hans Saar og pleied ham.
GANDALF
Og han?
BLANKA
Fortalte, da han efterhaanden kom sig,
At han var dragen med et Kjøbmandsskib
HIS: 317
Herhid til Øen endnu samme Dag,
Da Borgen plyndredes, var flygtet did
Og havde kjæmpet kjækt mod Røverflokken,
Indtil han blødende af Mathed styrted
I Klippekløften, hvor jeg siden fandt ham,
Og efter den Tid har vi levet sammen;
Han bygged os en Hytte dybt i Skoven,
Og blev mig kjær, o kjær, som ingen Anden;
Men kom, Du maa dog see ham!
GANDALF
Nei – nei vent!
Vi træffe tidsnok sammen, tænker jeg.
BLANKA
Ja, ja da, som Du vil, men Du kan troe;
Han saa Dig gjerne under Hyttens Tag;
For Du maa vide, Gjæstfriheden hører
Ei blot i Norden hjemme.
GANDALF
Norden? Saa
Du veed da –
BLANKA
Hvor Du kommer fra? O ja!
HU: 283
Min Fader har fortalt om Jer saatidt,
At jeg ved første Øiekast –
GANDALF
Og dog,
Du blev ei bange?
BLANKA
Bange? Hvorfor bange?
HIS: 318
GANDALF
Nu, har han ikke sagt – ja, har han ei –
BLANKA
Fortalt at I er djærve Helte? Jo!
Men hvorfor skulde det forskrække mig?
Jeg veed, I søger Ry paa fjerne Strande
I mandig Dyst med drabelige Kjæmper,
Men jeg har hverken Pantser eller Sværd,
Hvi skulde jeg vel da –
GANDALF
Nei vist, nei vist!
Men hine Fremmede, som brændte Borgen?
BLANKA
Hvad de?
GANDALF
Nu ja, jeg meente blot, har ei
Din Fader sagt hvorfra de kom?
BLANKA
Nei aldrig.
De var jo Fremmede for ham som os,
Men hvis Du vil, saa skal jeg spørge ham.
GANDALF hurtigt
Nei, lad kun være!
BLANKA
Ah, nu fatter jeg!
Du vide vil, hvor Du skal søge dem
Og tage Blodhævn som I kalde det.
HIS: 319
GANDALF
Ha, Blodhævn! Tak! Du minder mig om Ordet;
Fast havde jeg forglemt –
BLANKA
Men veed Du vel,
Det er en hæslig Skik.
GANDALF gaaende mod Baggrunden
Farvel!
BLANKA
Du gaaer?
GANDALF
Vi træffes tidsnok. (standser)
HU: 284
Siig mig endnu Eet:
Hvo hviler under Kjæmpehøien der?
BLANKA
Det veed jeg ei.
GANDALF
Du veed det ei, og dog
Du slynger Blomster rundt om Heltens Bauta.
BLANKA
Min Fader førte mig en Morgen hid
Og viste mig den friske Gravhøi, som
Jeg aldrig forhen havde seet ved Stranden,
Han bad mig holde Morgenbøn ved Høien
Og i min Bøn at tænke fromt paa dem,
Som havde hærjet os med Sværd og Flamme.
HIS: 320
GANDALF
Og Du?
BLANKA
Hver Morgenstund fra den Dag af
Jeg bad en stille Bøn for deres Frelse;
Og friske Blomster fletted jeg hver Aften
Til Krands om Mindestenen.
GANDALF
Sælsomt, sælsomt!
Hvor kan Du bede for Din Avindsmand?
BLANKA
Det byder mig min Tro.
GANDALF hæftigt
Den Tro er feig,
Det er en Tro, som suger Heltens Kraft,
See derfor døde Kjæmpelivet Straadød
Hos Eder her i Syden!
BLANKA
Men ifald
Min feige Tro, som nu Du kalder den,
Blev plantet om i Eders friske Jordbund,
Da veed jeg vist der spired frem af den
En Blomsterfylde, riig nok til at dække
Den nøgne Fjeldvæg.
GANDALF
Lad Du Fjeldet staae
Med nøgne Vægge til de falde sammen!
BLANKA
Hør! tag mig med derop!
HIS: 321
GANDALF
Hvad mener Du?
Jeg styrer hjemad –
HU: 285
BLANKA
Ja jeg seiler med Dig;
Jeg har jo længst i Tankerne gjort Farten
Didop, hvor Du har hjemme mellem Iis
Og Snee og store sorte Graneskove!
Der skulde komme Lystighed i Hallen,
Ifald jeg maatte raade kan Du troe,
Thi jeg er munter; – har Du nogen Skjald?
GANDALF
Jeg havde En, men her i Syden har
Den lumre Luftning slapped Harpens Strenge,
Den vil ei klinge.
BLANKA
Godt! saa skal jeg være
Din Skjald.
GANDALF
Og Du? – Du kunde følge med os,
Forlade Hjem og Fader?
BLANKA leende
Ha, ha, ha!
Jeg troer Du tager det for Alvor.
GANDALF
Var det
Da kun dit Skjemt?
BLANKA
Ak ja! en tosset Drøm,
Som tidt jeg drømte før vi saa hinanden,
Og som jeg vist vil drømme mangen Gang,
Naar Du
HIS: 322
(pludselig afbrydende)
Du seer saa stivt paa mig!
GANDALF
Gjør jeg?
BLANKA
Javist, hvad tænker Du paa?
GANDALF
Jeg? paa Intet.
BLANKA
Paa Intet?
GANDALF
Ja, jeg veed ei selv paa hvad,
Dog jo, jeg veed – og Du skal høre det:
Jeg tænker paa hvordan Du plante vil
I Norden Dine Blomster, og imens
Saa falder mig min egen Tro isinde;
HU: 286
Der er et Ord deri som aldrig før
Jeg fattet har; nu har Du lært mig det.
BLANKA
Hvad mener Du?
GANDALF
Der siges, at Valfader
Faaer kun en Halvdeel af de slagne Kjæmper,
Den anden Halvdeel hører Freia til.
Det har jeg aldrig kunnet ret begribe;
Men nu, nu fatter jeg – jeg er jo selv
En slagen Kjæmpe og min bedste Halvdeel
Blev Freias Eiendom.
HIS: 323
BLANKA
studsende
Hvad skal det sige?
GANDALF
Nu, kort og godt, saa viid –
BLANKA hurtigt
Nei, lad kun være!
Jeg tør ei dvæle længer her i Aften;
Min Fader venter, jeg maa gaae; Farvel!
GANDALF
Du gaaer?
BLANKA tager Egekrandsen, som han har ladet falde, slynger den om hans Hjelm
See der, Du kan beholde den!
See, hvad jeg før i mine Drømme gav Dig,
Det skjænker jeg Dig vaagen nu.
GANDALF
Farvel!
Han gaaer hurtig ud til Høire.
HIS: 324
4de Scene
BLANKA alene
Han er borte! Lydløst Stille
Raader paa den øde Kyst.
Lydløst Stille, Gravens Stille
Raader ogsaa i mit Bryst.
HU: 287
Kom han da kun for at svinde
Som et Solstreif gjennem Taagen?
Ak! snart seiler han som Maagen
Langt herfra for Nattens Vinde.
Og hvad har jeg saa tilbage?
Kun en Blomst for mine Drømme,
Ensomheden for at svømme,
Som Petrellen om hans Drage
(Vikingernes Krigsluur høres fra Venstre)
Ha! hvad var det! Et Horn, det kom fra Skoven.
(Fortsættes)
HIS: NaN
KJÆMPEHØIEN
DRAMATISK DIGTNING I EEN ACT
(Slutning fra forr. No.)
5te Scene
Blanka. Gandalf (fra Høire).
GANDALF afsides
Det er for sildigt!
BLANKA
O, der er han atter!
Hvad vil Du?
GANDALF
Skynd Dig, skynd Dig bort herfra!
BLANKA
Hvad mener Du?
GANDALF
Afsted! Her truer Faren!
BLANKA
Hvad Fare?
GANDALF
Døden!
BLANKA
Jeg forstaar Dig ei.
HIS: 326
GANDALF
Jeg vilde dulgt det for Dig; derfor gik jeg
At kalde Folket ned igjen til Snekken
Og seile bort; Du skulde aldrig vidst –
Dog Hornet varsler, at det er forsilde;
De komme hid.
BLANKA
Hvem kommer – hvem?
GANDALF
Saa vid da:
De Fremmede, som fordum hærjed’ Øen,
Var Vikinger som jeg.
BLANKA
Fra Norden?
HU: 279
GANDALF
Ja.
Min Fader faldt, og han var deres Drot, –
Thi maa han hævnes.
BLANKA
Hævnes?
GANDALF
Det er Skik
Og Vedtægt mellem os.
BLANKA
Ha, jeg begriber!
GANDALF
De komme! Stil Dig bag ved mig.
BLANKA
Væk, Blodmand!
HIS: 327
6te Scene
De Forrige. Asgaut, Hemming og Vikingerne (der føre Roderik mellem sig).
ASGAUT til Gandalf
En mager Fangst – dog altid Noget, Gandalf!
BLANKA
Min Fader!
(kaster sig i hans Arme)
RODERIK
Blanka! O mit Barn!
JOSTEIN
En Kvinde!
Saa faar han Reisefølge.
ASGAUT
Ja, til Hel!
BLANKA
O Fader, hvorfor har Du aldrig sagt mig –
RODERIK
Tys, tys, min Datter! (pegende paa Gandalf) Er det Eders Høvding?
ASGAUT
Saa er det. (til Gandalf) Manden kan berette Dig,
Hvordan Din Fader faldt; thi han var med
Og slap derfra med Livet, har han sagt.
GANDALF
Ti! Jeg vil Intet høre.
HIS: 328
ASGAUT
Godt, saa lad
Os tage fat paa Værket.
HU: 280
BLANKA
Gud! hvad vil de?
GANDALF dæmpet
Jeg kan ei, Asgaut!
ASGAUT ligeledes
Er vor Høvding feig?
Har Kvindens glatte Tunge daaret ham?
GANDALF
Nu ligemeget! Jeg har sagt –
ASGAUT
Betænk,
Det gjælder al din Agt blandt Dine Kjæmper.
Dit Løfte gav Du Valhals høie Guder,
Og brydes det, saa er Du Hvermands Nidding.
Glem ei, vor gamle Tro er svagt befæsted, –
Den vakler alt; et Stød kan rokke den,
Og kommer Stødet ovenfra, fra Drotten,
Da har den faaet Banesaaret.
GANDALF
Ha!
Det var en ulyksalig Ed, jeg svoer.
ASGAUT til Vikingerne
Nu rede, Kjæmper!
BLANKA
Vil I myrde ham,
Den værgeløse Gubbe?
ASGAUT
Ned med Begge!
HIS: 329
BLANKA
O Gud!
HROLLOUG
Nei, Kvinden er for fager! Hun
Kan følge med paa Snekken.
JOSTEIN leende
Ja, som Skjoldmø.
GANDALF
Tilbage!
RODERIK
Skaaner skaaner kun mit Barn!
Jeg bringer Eder Drottens Banemand,
Ifald I skaane hende!
GANDALF hurtigt
Bring os ham,
Saa er hun fri – ei sandt?
VIKINGERNE
Jo, jo, det er hun!
BLANKA til Roderik
Hvad lover Du?
ASGAUT
Saa skaf ham hid!
RODERIK
Her staar han!
NOGLE
Ha, Gubben der!
HU: 281
GANDALF
O vee!
HIS: 330
BLANKA
Nei, nei, Du skal ei –
RODERIK
For denne Haand fandt Vikingen sin Bane;
Nu hviler han i Kjæmpehøien der!
GANDALF
Min Faders Gravhøi!
RODERIK
Han var stærk og djærv;
Thi jorded’ jeg ham paa hans Fædres Viis.
GANDALF
Da han er høilagt, saa –
ASGAUT
Nei, ligefuldt
Den faldne Konning kræver Blod, – slaa til!
BLANKA
Han skuffer Eder! (til Gandalf) Har Du ei begrebet,
Det er kun mig, sin Datter, han vil frelse?
Dog, hvad forstaar vel Du et kjærligt Sind,
Der offrer Alt for den, som –
GANDALF
Jeg forstaar ei?
Du troer ei, jeg forstaar? (til Vikingerne) Han skal ei fældes!
ASGAUT
Hvordan?
BLANKA
O, Fader! han er god som Du.
HIS: 331
ASGAUT
Du svigter Eden?
GANDALF
Nei, jeg holder den!
JOSTEIN
Hvad er din Agt?
HROLLOUG
Siig frem!
GANDALF
Jeg har jo svoret
At hævne Drotten eller falde selv.
Nu vel! han der er fri – jeg gaaer til Valhal!
BLANKA til Roderik
Hvad mener han?
ASGAUT
Det er Din Agt – du vil –?
GANDALF
I holde en af mine Snekker rede,
Med spændte Seil og Baalet tændt i Stavnen;
Paa Fortids Viis jeg vil bestige den!
HU: 282
See, Aftenvinden blæser ud fra Stranden, –
Paa røde Vinger farer jeg til Valhal!
Jostein gaaer ud tilhøire.
ASGAUT
Ha, det er Kvinden, som har koglet Dig!
HIS: 332
BLANKA
Nei, du maa leve!
GANDALF
Leve? Jeg er tro
Mod mine Guder, kan ei svige dem.
BLANKA
Din Ed er blodig – Balder hader den.
GANDALF
O, Balder lever ikke meer iblandt os!
BLANKA
For Dig han lever; thi dit Sind er mildt.
GANDALF
Ja, til min Undergang! Det blev mit Kald
Som Drot at værne om vort Kjæmpeliv, –
Men Kraften svigter mig! Kom Asgaut, Du
Skal tage Kongespiret af min Haand;
Du er en Kjæmper af det ægte Malm –
Paa mig har Sydens Gift alt længe tæret;
Men kan jeg ikke leve for mit Folk,
Saa kan jeg dø for det.
ASGAUT
Vel talt, Kong Gandalf!
BLANKA
Saa er da Loddet kastet! Fald som Helt
I trofast Kjærlighed til Dine Guder!
Men nu, da vi maa skilles ad for evigt,
Saa vid, at naar Du falder selv for Løftet,
Da har Du ogsaa mig til Døden viet!
HIS: 333
GANDALF
Hvordan! Til Døden Dig?
BLANKA
Mit Liv var ligt
En Blomsterknop, i fremmed Jordbund plantet,
Og derfor blunded den i Svøbet fængslet:
Da kom en Straale fra det fjerne Hjem, –
O, det var Dig, min Gandalf! Blomsten aabned
Sit Bæger, – ak, et flygtigt Øieblik!
Saa blegned Straalen – Blomsten maatte dø
GANDALF
O, har jeg fattet Dig? Du kunde – Ha,
Saa er mit Løfte tifold ulyksaligt!
HU: 283
BLANKA
Vi mødes atter!
GANDALF
Aldrig, aldrig meer!
Dig venter Himlen og den hvide Christ.
Jeg gaar til Valhal; taus jeg sætter mig
Ved Bordets Ende, nederst imod Døren,
Thi Hallens Lystighed er ei for mig.
JOSTEIN kommer tilbage med et Banner i Haanden
See, nu er Snekken rede, som Du bød.
ASGAUT
Du faar en prægtig Ende! Mangen Helt
Vil nok misunde Dig.
GANDALF til Blanka
Farvel!
HIS: 334
BLANKA
Farvel!
Farvel for Livet og for Evigheden!
RODERIK kjæmpende med sig selv.
Stands, stands! (kaster sig ned for Blanka) Barmhjertighed! Tilgiv, tilgiv mig!
BLANKA
O Gud!
GANDALF
Hvad mener han?
RODERIK
Alt vil jeg skrifte:
Min hele Færd imod Dig var Bedrag!
BLANKA
O, Skrækken har forvirret ham!
RODERIK
Nei, nei!
(til Gandalf, efterat have reist sig)
Du, unge Drot, er løst ifra Dit Løfte;
Din Faders Skygge kræver ingen Blodhævn!
GANDALF
Ha! saa forklar!
BLANKA
O tal!
RODERIK
Her staar Kong Rørek.
NOGLE
Den faldne Konning!
HIS: 335
BLANKA
Himmel!
GANDALF tvivlende
Du min Fader?
RODERIK
See, Asgaut! Husker Du den Skramme, som
HU: 284
Du gav mig paa vort første Vikingtog,
Dengang vi kom i Strid om Byttet?
Han blotter sin Arm og viser Asgaut den.
ASGAUT
Ja,
Ved Thor, det er Kong Rørek!
GANDALF kaster sig i hans Arme
Fader! Fader!
Nu har Du andengang mig Livet skjænket.
O, tag min Tak!
RODERIK nedslaaet; til Blanka
Og Du – hvad skjænker Du
Den gamle Røver?
BLANKA
Kjærlighed som før!
Jeg er din Datter! Har ei tre Aars Ømhed
Udslettet hver en Blodplet i dit Skjold?
ASGAUT
Men saa forklar dog, at Du endnu lever!
GANDALF
Hun redded’ ham.
HIS: 336
RODERIK
Ja, som en venlig Alf
Hun heled’ mine Saar og sysled’ om mig;
Og alt imens fortalte hun saa smukt
Om Troen hos de stille Folk i Syden,
At selv mit haarde Bryst blev blødt derved.
Og Dag for Dag jeg dulgte, hvem jeg var;
Jeg voved ei –
GANDALF
Men Kjæmpehøien der?
RODERIK
Der grov jeg ned min Rustning og mit Sværd.
Det tyktes mig, som om den vilde Viking
Var skriinlagt med det Samme. Og mit Barn
Bad fromt en Bøn for ham hver Dag ved Høien.
ASGAUT
Farvel!
GANDALF
Hvor gaar Du?
ASGAUT
Nordpaa med min Snekke!
Nu seer jeg klarlig, min Tid er forbi –
Og Vikinglivet ogsaa. Jeg vil gaa
Til Island; did er end ei Sotten trængt.
(til Blanka)
HU: 285
Du unge Kvinde, tag min Plads hos Drotten!
Thor kan ei mere – Mjølner er af Lave;
Nu raade Balder gjennem Dig. – Farvel!
Han gaaer.
HIS: 337
GANDALF
Ja, Balder raader gjennem Dig, min Blanka!
Nu føler jeg mit Vikinglivs Betydning:
Det var ei ene Lyst til Ry og Rigdom,
Som drev mig bort fra mine Fædres Hjem;
Nei, hvad mig leded’ var en lønlig Længsel,
En stille Higen efter Balder. See,
Nu er min Længsel stillet; Hjem vi fare;
Der vil jeg leve fredsel blandt mit Folk.
(til Vikingerne)
Og I vil følge mig?
ALLE
Vi følge Dig!
GANDALF
Og Du, min Blanka?
BLANKA
Jeg? Jeg er jo og
Et Nordens Barn; thi mellem Eders Bjerge
Slog jo mit Hjertes bedste Blomster Rod.
Til Eder stævned’ jeg i mine Drømme,
Fra Eder hented’ jeg min Kjærlighed!
RODERIK
Og saa afsted!
GANDALF
Men Du?
BLANKA
Du følger os!
RODERIK
Jeg bliver her. (peger paa Høien) Min Gravhøi venter mig.
HIS: 338
BLANKA
Jeg skulde lade Dig alene?
HEMMING
Nei!
Vær uden Frygt! Jeg lukke vil hans Øine
Og sjunge ham et Drapa hist fra Høien;
Det blier mit sidste Kvad. (rørt, idet han griber Gandalfs Haand)
HU: 286
Farvel min Konge!
Nu har Du fundet Dig en bedre Skjald.
RODERIK med Fasthed
Det maa saa være; Du er Drot, min Gandalf,
Og Du har høie Pligter mod Dit Folk.
(lægger deres Hænder sammen)
I er den unge Morgenrødes Børn, –
Drag did, hvor Kongestolen Eder venter;
Jeg er den Sidste fra de sjunkne Tider,
Min Kongestol er Graven – und mig den!
Gandalf og Blanka styrte sig tause i hans Arme. Roderik stiger op paa Høien; Hemming sætter sig med Harpen ved hans Fødder.
GANDALF med Fatning
Og nu til Norge!
HROLLOUG
Hjemad!
ALLE
Hjem! Til Norge!
HIS: 339
BLANKA
begeistret, idet hun river Banneret af Josteins Haand
Ja, nu afsted! Mod Nord skal Farten gaae
Igjennem Storm og Skum paa Bølger blaa.
Snart dæmrer Dagen over Jøklens Tinde,
Snart vorder Ledingsfærden kun et Minde!
Alt sidder Nordens Viking paa sin Høi;
Forbi er Tiden, da han vældig fløi
Fra Kyst til Kyst med Vaabenbrag og Flammer!
I Støvet synker Tordengudens Hammer,
Og Norden vorder selv en Kjæmpegrav.
Men glem ei Løftet, som Alfader gav:
Naar Mos og Blommer dække Høiens Side,
Skal Heltens Aand paa Idavold jo stride! –
Saa stiger ogsaa Norden fra sin Grav
Til luttret Aandsbedrift paa Tankens Hav!

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her